En clay bar er en rigtig lækker måde at rense sit ansigt på efter en god cleansing gel og en tonic, da den efterlader huden blød grundet de olier og butters, der er i den. Desuden scrubber den ansigtet let og fjerner dermed døde hudceller, så huden igen kan forny sig.
Denne clay bar kan med fordel også anvendes til kroppen som en scrubbe-bar. Du kan med fordel udskifte de fine tranebærkerner med en grovere slags, for at få mere scrub-effekt. Kernerne skal være fine, når de anvendes til ansigtsprodukter, og gerne lidt grovere, når de anvendes på kroppen.
Når der anvendes en clay bar, anbefaler jeg, at du gør dit ansigt fugtigt. Gnid derefter din clar bar rundt i ansigtet i cirkulære bevægelser. Herved både renser du, scrubber du og sætter gang i blodcirkulationen.
Skyl af med lunkent/varmt vand og tør ansigtet. I realiteten behøver du ikke smøre dit ansigt ind efterfølgende, idet olier og butters efterlades på huden.
Opskriften er til 1 – 2 stk. afhængig af din størrelse på form.
Det skal du bruge:
30 g kaolin
30 g camelina olie
42 g kakaosmør – evt. ØKO
25 dråber æterisk olie – bland evt 2: 15 g af en og 10 g af en anden
5 g tranebærkerneolie
11 g hybenkerneolie
1 g bambuspulver
1 g tranebærkerner – fin
Sådan gør du:
I et vandbad smeltes kakaosmør. Sørg for at det blot lige smelter, så massen er flydende.
Imens blandes de tørre råvarer for sig: kaolin. bambuspulver og tranebærkerner og røres godt sammen.
Når kakaosmør er kølet lidt af, tilsættes camelinaolie, tranebærkerneolie og hybenkerneolie og der røres godt med et piskeris.
Dernæst tilsættes de tørre ingredienser.
Rør gerne massen sammen med et piskeris men uden at piske for meget; der skal ikke komme luftbobler i.
Tilsæt nu de æteriske olier og rør massen sammen, så de æteriske olier fordeler sig.
Hæld nu massen på forme og stil dem på køl. Efter 10 – 15 minutter røres der i formen med en lille ske/en spisepind for at røre kernerne op, således de ikke falder til bunds. Gør det evt. igen, indtil massen begynder at størkne; herved er du sikker på, at de kernerne fordeler sig i hele baren.
Lad dine clay bars stå på køl i minimum 24 timer. Tag nu ud og vend/tryk dine clay bars ud.
Opbevar dem evt. i en lille alu-beholder. Læg ikke låg på hvis de clay bar er våd.
©